Vandet gik d. 6. januar kl. 2.20. Jeg vidste at hendes hoved ikke sad fast, så jeg skulle bare blive liggende og så skulle der komme en ambulance og hente mig. Nu er det sådan at vores familie ikke lige bor i nærheden, så nu skulle der pludselig arrangeres pasning til storebror som lå og sov så sødt inde ved siden af.
Så i mens jeg lå i sengen i en stor vandpøl og Thomas fik ordnet alt det praktiske, så fik jeg ordnet pasning.
Vi kom på sygehuset kl. 3.30 og så lå jeg ellers i 13 timer med veer.
2 af timerne var med vedrop. De sidste 4-5 timer havde jeg konstant smerter, også mellem veerne. Men det viste sig der ikke skete noget - hendes hoved røg ikke længere ned og jeg åbnede mig ikke rigtigt. Min krop var altså slet ikke klar til at føde!!
Når vandet går har man 18 timer, så er der risiko for infektion og man skal til at gøre noget. Da der var gået 12 timer vurderede lægen at der skulle et kejsersnit til. De kunne ikke garantere at de smerter jeg også havde mellem veerne kunne stamme fra mit tidligere kejsersnit ar. Så de ville ikke tage nogen chancer og et kejsersnit blev bestilt.
Desværre havde hun knirkelyd og efter lidt tid sendte de hende på neonantal afd. og jeg kom på opvågningsstuen. 1 time senere kunne jeg så endelig komme ned til min datter og Thomas. Alt i alt var det en vild oplevelse, og jeg er ikke i tvivl om at beslutningen om kejsersnit var den bedste beslutning og jeg har det fint med ikke at have født selv, trods det var mit største ønske.
Vi lå i 3 dage inden vi kom hjem, og det var dejligt endelig at komme hjem til mine to drenge. Så skønt.
Men desværre skulle de 14 dages barsel vi havde foran os, ikke blive som vi havde håbet på. Storebror Jonathan starter ud med om mandagen at brække albuen og skulle derfor have gips på. Han har den stadig på og skal først have den af på tirsdag... Trods gipsen, så har han været super sej og han leger som om han ikke havde gips på og lader sig ikke genere af den... dejligt..
Rollen som storebror fylder han ud til UG, han klare det så super godt og ELSKER lillesøster, hvilket hun hele tiden får at vide, både verbalt, med mys og masser af kærtegn. Det er skønt at se :)
At han så lige skal reagere på det hele og lader det gå ud over os forældre, det er en anden sag....
I tirsdags vågner jeg så om natten badet i sved og rystende som var der minus 20 grader indenfor. Brystbetændelse.... I dag 9 dage senere gør det stadig ondt og glæder mig SÅ meget til jeg kan amme uden at jeg skal sidde og græde og skrige i smerte...
Vi glæder os nu til Thomas igen får barsel, så vi kan få lidt kvalitid sammen og bare nyde vores lille ny og give Jonathan lidt kvalitid herhjemme også. Overskuddet har været småt, men det kommer langsomt igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tusind tak for din kommentar. Dejligt du kiggede forbi, kom endelig igen :O)